Tilbage i midten af 1960’erene sad nogle AMBITIØSE mænd i en båd på Ringkøbing Fjord med fiskekrogen i vanden og gjorde sig store tanker om Ringkøbing og blev enige om, at byen manglede et moderne hotel, og i 1967 åbnede Fjordgården som byens førende hotel – en status hotellet har haft siden.
Hotellet blev tegnet af den unge lokale arkitekt Bay Jørgensen, der som ganske ung arkitekt blev tilbudt opgaven, hvis han ville starte op som selvstændig – det gjorde han og i dag er firmaet BAY ARCH en førende internationale spiller indenfor hotel-arkitektur. I RESPEKT for den oprindelige byggestil har Bay Jørgensen slået stregerne, hver gang hotellet har skulle udvides (og det er sket ikke så få gange) – senest med vores nye Kurbad.
Hotel Fjordgaarden har altid været under udvikling og i dag rummer hotellet faktisk fire gange så meget som ved indvielsen i 1967. Dengang stod 25 nye værelser klar til at modtage vores gæster, og i dag har vi plads på 98 værelser.
Ombygninger, udvidelser, renoveringer og tilbygninger har været til fast del af hotellets hverdag. Ejere, direktører og medarbejdere har været ambitiøse gang på gang.
Mange anser Fjordgaarden som ”byens hotel”, da hotellet har lagt lokaler til mange lokale familiefester – med alt fra barnedåb og konfirmation til fødselsdagsfester og krondiamantbryllupper – ligesom vi har en god tradition for at bakke op om det lokale foreningsliv. Selvom vi altid sætter pris på de NÆRE relationer, er vi ikke kun ”byens hotel”, men vi er også klar når landets øverste personer gæster vores landdel og har således ved flere lejligheder været vært for Kongefamilien samt medlemmer af Regeringen.
Man kan ikke sige Ringkøbing uden tankerne ledes hen på Fjorden og Vesterhavet. Man siger, at vejret i Ringkøbing er omskifteligt men altid blæsende, men det passer nu ikke, hvis vi skal være helt ÆRLIGE – det sker faktisk at det ikke blæser. Men sikkert er det, at elementerne har frit spil her i det Vestjyske – Fjord, Hav, Blæst og ikke mindst Naturen er vores livsnerve.
Hotellet har siden 2007 været ejet af familien Stubkjær fra Grindsted, som stadig tager aktivt del i ledelsen gennem arbejde i hotellets bestyrelse. Udover hoteldrift arbejder familien med vedvarende energi – vindmøller og solceller – med en egen energiproduktion på 25 mio. kilowatt-timer om året, producerer vi mere end 25 gange så meget strøm, som vi bruger – dermed støtter vi en BÆREDYGTIG udvikling i samfundet